Hvert år får Horsens Kommune 1.000 nye naboer. Det giver Horsens en tredjeplads blandt kommuner med flest tilflyttere. Kommende kommunalplan fokuserer især på tiltag inden for kultur samt billige boliger.

Af: Mateo Mygind
Horsens står til at få en befolkningstilvækst på 5,7 procent i 2029 i aldersgruppen 24-65 år. Det viser en undersøgelse foretaget af Horsens kommune i 2024. For hele kommunen forventes befolkningstilvæksten at stige med hele 13,5 procent frem mod 2035. En stigning der kun er 4,1 procent på landsplan. Dette er en af de væsentligste grunde til, at kommunen i den kommende kommunalplan vil gøre alt for at opretholde denne befolkningstilvækst.
”Vores mål er, at det skal være en kommune for alle, og det kræver at vi har et godt kulturliv, billige boliger og nogle gode dagtilbud til vores børn og unge”, siger borgmester Peter Sørensen (S).
Han siger videre, at der i den kommende kommunalplan vil blive fokuseret endnu mere på netop kulturlivet, og samtidig have et øget fokus på arbejdspladser, så de kan fortsætte den gode befolkningstilvækst. Særligt Aarhus Kommune er stor bidragsyder når det kommer til nye beboere, og derfor er det også noget Peter Sørensen er meget opmærksom på:
”Man vil også se på hvad en bolig koster i Horsens kontra f.eks. Vejle eller Aarhus. For politimanden og sygeplejersken kan du simpelthen få meget mere for pengene her, end du vil kunne i nabokommunerne”, siger Peter Sørensen.
Kultur og boligpriser
Med en kvadratmeterpris på 13.000 kroner ligger Horsens også meget tæt på landsgennemsnittet på 15.000 kroner, og godt under kvadratmeterprisen i Aarhus, som i andet kvartal af 2024 kom helt op på svimlende 27.000 kroner. pr. kvadratmeter. Du kan altså få det samme til halv pris I Horsens.
Og netop det er noget Silvana Hristova kan genkende. Hun kom til Horsens fra Bulgarien i 2014, og hun har fuldt udviklingen siden da.
”Jeg kan jo se at mange af mine naboer kommer fra Aarhus”, siger hun og konstaterer samtidig, at folk bliver boende.
Grunden til, at hun selv er blevet boende i Horsens, siden hendes ankomst for ti år siden, er dog efter hendes egen opfattelse det fantastiske kulturliv, som Horsens tilbyder. Særligt efter hun har fået små børn. Noget som jo også falder i god tråd med den kommende kommunalplan.
”Der sker hele tiden ting som mig og mine børn kan deltage i. Så jeg forstår udmærket borgmesterens holdning til det øgede fokus på kulturen.”
Fremtidsudsigter
Med den store tilflytning til kommunen kunne man fristes til at tænke om kommunen overhovedet er klar til den store mængde af tilflyttere. Men det forsikrer borgmester Peter Sørensen at kommunen er.
”Jeg er ikke bekymret. Selvfølgelig har vi problemer, som i alle andre kommuner, men vi kan ikke give den øgede befolkningstilvækst skylden. Det er kun en fordel med flere mennesker i vores kommune. Også i fremtiden,” fortæller han.
Den fulde kommunalplan forventes udgivet i starten af 2025.