“Mickeys næse fandt efterlyst hund fra Horsens – og inspirerede en bevægelse for forsvundne dyr”

Pudlen Mickey blev dagens helt efter to dages forgæves søgning efter forvunden hund. Foto: Juliane Moesgaard

Af: Juliane Moesgaard

Da Maggie, en lille fransk bulldog, forsvandt fra sin ejer i Horsens, satte det gang i en intens og engageret eftersøgning, hvor store dele af lokalsamfundet deltog. Efter to døgn alene i vinterkulden blev Maggie endelig fundet den 21. november – takket være en imponerende indsats fra frivillige. Oplevelsen har inspireret lokale ildsjæle til at oprette en gruppe dedikeret til eftersøgning af bortkomne dyr.

“Det hele startede med, at der blev efterspurgt nogen til at koordinere eftersøgningen i en Facebook-gruppe,” fortæller én af de koordinatore, Christina Wedel, som tog affære sammen med sin veninde. “Søgningen var blevet usammenhængende, fordi der ikke var nogen koordinator for det hele. Vi besluttede, at det kunne vi hjælpe med.”

Efterlysningen af Maggie havde i forvejen skabt stor opmærksomhed i den lokale Facebook-gruppe for Horsens og omegn, hvor borgere ivrigt havde delt mulige spor og billeder i håb om at hjælpe med at finde hende. “Vi brugte tid på at samle alle observationer, men det var svært, for hun var blevet set både i øst og vest,” siger Christina Wedel. Trods udfordringer lykkedes det at samle mange frivillige, der blev sendt ud for systematisk at afdække nærområdet.

De to veninder oprettede en midlertidig “kommandocentral” ved Rema 1000 i Torsted. Her samlede de frivillige, koordinerede indsatsen og sendte folk ud til specifikke områder. Efter utallige timers søgning og meldinger om spor fra både Torsted og Horsens, kom det afgørende gennembrud fra en borger der mente at have set hunden i sin baghave.

“Min hund, Mickey, begyndte pludselig at pibe og trække i snoren ved indkørslen,” fortæller hun. “Da jeg kiggede ind, stod Maggie der. Det var en kæmpe lettelse.”

Denne oplevelse førte til oprettelsen af Facebook-gruppen “ Forsvundet hunde, heste, køer m.m. i Østjylland.”, hvor frivillige nu kan melde sig til fremtidige eftersøgninger. Gruppen har allerede set stor opbakning. “Vi er seks administratorer og har rigtig mange frivillige. Når vi deler opslag, spredes de hurtigt og bredt,” fortæller hun. Samarbejde på tværs af andre lignende grupper bliver også udforsket, blandt andet med grupper, der har adgang til droner.

“Vores mål er at handle hurtigt og effektivt, så vi kan finde dyrene i tide. Vi gør det af ren kærlighed til dyr – det er ikke kun hunde, men også heste og køer,” siger hun og påpeger, at mindre dyr som katte og kaniner ofte er for udfordrende at spore på grund af deres størrelse og antal. Gruppen vil dække områder inden for en radius på 30 minutter omkring Horsens for at holde transportudgifter nede, da alt arbejdet er frivilligt og uden betaling.

Gruppen har allerede etableret procedurer for, hvordan de bedst muligt kan organisere indsatsen fremover, og historien om Maggie er blevet et symbol på, hvad lokalsamfundet kan opnå, når det står sammen.