Politikerkrav – Kommunen skal sikre mindsteløn

Byrådspolitiker vil forbedre forholdene for arbejderne i Horsens Kommunes byggeprojekter.

Fagbevægelsen kan styrke revisorerne, mener Michael Nedersøe Foto: Mads Egelund Rasmussen

Af Mads Egelund Rasmussen

Der skal bedre arbejdsvilkår for byggearbejderne i Horsens Kommune, da den eksterne revision som Horsens Kommune er underlagt, ikke er nok. Det mener byrådsmedlemmet Michael Nedersøe.

”Mit forslag går ud på, at vi inddrager 3F eller andre overenskomstbærende organisationer i forbindelse med vores kontrolindsatser for sociale klausuler mest muligt.”

Forslaget fra Michael Nedersøe kommer på baggrund af de 16 kontrolforanstaltninger, der er blevet gennemført af Teknik og Miljøområdet i perioden 2020-2024.

I kontrollen for byggearbejdet er der ifølge Michael Nedersøe sket flere brud på overenskomsten. 

Senest i forbindelse med december 2023 var der kontrolsvigt på en daginstitution i Nørrestrand anmeldt. Derudover har Gedved idrætscenter og Østerhåb daginstitution også været udsat for dårlig aflønning i 2020.

”Det er dybt problematisk, da vi er en offentlig instans, der sender ting i udbud, så skal folk også afholde de klausuler, som vi sender ud,” udtaler Michael Nedersøe.

Foto: Mads Egelund Rasmussen

3F er klar
På den anden side er 3F klar til at være samarbejdspartner. De kan hjælpe på flere punkter ud over lønnen. De står klar til at hjælpe med lovgivningsstof.

”Vi kan se ind i fx 11-timers reglen og hviledøgnet, bliver det overholdt? Vi går meget op i sikkerhed på byggepladsen.”

3F-formanden kommer desuden ind på, at et samarbejde blandt bygge-, anlægs- og driftsopgaver. Alt sammen er set i kommuner som København og Aarhus, men det er ikke med samme model, som Michael Nedersøe foreslår.

”Det strider mod lovgivningen. Det kan ikke gå, at vi beder borgmesteren om, at han ikke overholder den gældende lovgivning. Det er han nødt til,” siger Brian Tollak.

Tradition og hjertevarme: Julemærkemarchen i Horsens samler penge og håb til børn i mistrivsel 

I en tid hvor mistrivsel fylder meget, arbejder frivillige for at samle ind til en af de organisationer, der tager et opgør med unge, der har det svært. Traditionen tro afholdes der julemærkemarch i Horsens for 48’erne gang.

Af Andreas Reiter

Årets julemærkemarch vil igen foregå ude i naturlige omgivelser.  Foto: Andreas Reiter

For Julemærkehjemmet er julen forbundet med velgørenhed, og igen i år afholder de julemærkemarch i Horsens. Den første december samles frivillige, familier og lokale borgere for at gå den velkendte rute og støtte Julemærkehjemmenes arbejde med at hjælpe børn, der har det svært.

Julemærkemarchen i Horsens 

Horsens har siden 1978 afholdt julemærkemarchen. Arrangementet blev mellem 2008 og 2012 afholdt af Horsens Firma- og Familie Idræt, men er siden blevet overtaget af Lene Roddewig, som sammen med familien valgte for at overtage projektet, da Horsens Firma- og Familie Idræt ikke længere kunne løfte opgaven. Ifølge Lene Roddewig selv, er det vigtigt at blive ved med at afholde arrangementet i Horsens. ”Arrangementet er vigtigt, fordi det samler familier og venner om en god sag”.

Et familieprojekt 

For Lene Roddewig er julemærkehjemmet noget, der betyder meget for hendes familie. Lenes søster var nemlig en af dem, der virkelig havde godt af et ophold på et julemærkehjem. Derfor er det for Lene og hendes familie vigtigt at sørge for at give børn i mistrivsel muligheden for at få den hjælp, de har brug for. For Lene selv er det noget, der betyder meget for hende.

”Det er noget der gør mig glad, og det giver en fantastisk følelse i kroppen at hjælpe de børn, der har det svært”. 

Stor personlig betydning 

Når man skal komme børn mentale udfordringer til livs, er der en række forhold, som er afgørende. Ifølge en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed er det vigtigt, at de ydre faktorer er på plads. Det er vigtigt at have nogle gode sociale forhold og rammer, der kan hjælpe en med at aflaste, for de ting der belaster hverdagen. Og netop det er, hvad Lene føler julemærkehjemmet bidrog til, da hendes søster var der tilbage i 1978.

”Julemærkehjemmet betød rigtig meget for min søster, det gav hende de sociale og faglige kompetencer”.

Julemærkehjemmene er afhængige af støtten 

Ifølge Julemærkehjemmets egen hjemmeside, dækker den offentlige støtte kun 2,7 % af de udgifter, de har i forbindelse med deres arbejde. Derfor er julemærkehjemmene afhængige af donationer, for hvert barn koster julemærkehjemmene 95.730 kroner. Derfor er frivillige som Lene Roddewig et krav for at julemærkehjemmene fortsat kan lave deres arbejde. 

Marchen er efterhånden blevet en tradition, hvor mange mennesker samler sig, for det formål at bekæmpe mistrivsel og mobning blandt unge. I 2023 samlede arrangementet på landsplan ind for 1.260.000 kroner.

Julemærkemarchen finder sted på Hattingvej 14 den 1. december klokken 9. Der er mulighed for at købe billetter på nettet, eller når man møder op. Indtil videre er 54 tilmeldte, men Lene Roddewig forventer, at arrangementet vil tiltrække mellem 100 og 200 personer.

Ungt par vælger storbyen fra: ”Det var kærlighed ved første blik”

Den hyggelige, lokale gårdbutik Hanstedgaard blomster i højsæsonerne. Den har nemlig fået nye ejere, der er ved at give gården nyt liv. Et liv, som meget få unge tilvælger.

Af Jeppe Grue-Sørensen

Brigitta mellem de mange juletræer på Hanstedgaard. Foto: Jeppe Grue-Sørensen

Den gamle Herregård, Hanstedgaard i det nordlige Horsens fik i 2021 nye ejere. Da Brigitta og Emil Vang de Neergaard overtog gården var de 23 og 24 år gamle. Her tre år senere, er de stadig ved at finde sig til rette på den midtjyske herregård. Selvom det lå i kortene, at det unge par ville tilbage på landet, er de gået mod nationale tendenser.

Størstedelen af danske unge søger nemlig normalt mod de fem største kommuner – København, Frederiksberg, Aarhus, Aalborg og Odense – og ikke en lille flække lidt nord for Horsens. Det siger Thor Andersen, forskningschef ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet.

Dagligdagen på gården er præget af individuelle projekter. Emil driver et snedkerværksted, som han etablerede kort efter flytningen. Brigitta hjælper til på snedkerværkstedet, men har samtidig startet sin egen praksis med clairvoyance, afdødekontakt og samtaleterapi i de historiske rammer på Hanstedgaard.

Gårdens gårdbutik er med selvbetjening, så kunderne kan komme og gå, som de vil. I gårdbutikken er der et stort fokus på, at det er de lokale, varer der fremstilles i området. Her i julesæsonen er det lokale ståsted fortsat i højsædet: juletræer, juledekorationer, og julekranse, som alle fra lokale avler, bliver solgt på Hanstedgaard.

Tilbage til rødderne

Ifølge Brigitta Vang de Neergaard har det hele tiden ligget i kortene, at de to skulle ud på landet. Begge kommer nemlig begge to fra landet, og havde derfor en stor drøm at komme tilbage.

”Det var kærlighed ved første blik. Dette sted opfyldte alle vores kriterier og var præcis, som det skulle være.”

Hanstedgaard er i øjeblikket under renovering, da hovedhuset skal sammenslås med et af sidehusene. Fremtiden ser lys ud for det unge par, da én af de to højsæsoner er lige rundt om hjørnet – her til jul og efterfølgende sommerperioden. Brigitta fortæller glædeligt, hvordan hun ser frem til juleperioden, med de hyggelige stunder, som gården bringer gæsterne. Dog er det ikke julemarkeder der tiltrækker gæsterne, men derimod hverdagslivet på herregården.

”Kunderne vil gerne komme ud og nyde den normale tradition herude”, fortæller Brigitta.

Indgangsporten til Hanstedgaard en solrig novemberdag. Foto: Jeppe Grue-Sørensen

Hanstedgaards historie

Herregården ånder af historie og har eksisteret siden middelalderen. Frem til 1585 var den endda ejet af kongen. I oldtiden lå gården strategisk ved en af Jyllands vigtigste færdselsveje, hvor der blev opkrævet vejskat.

Gården skiftede ejere flere gange og blev i 1694 omdannet til et fattighus af Dorothea Hansdatter Lottrup. Den nuværende hovedbygning blev opført i 1789 og restaureret i 1875. Fra 1984 til 2021 blev gården drevet af Mogens Rossau Holm Jensen, som etablerede gårdbutikken.

Og siden er det Brigitta og Emil, der har stået for driften af Hanstedgaard. Fremtiden er derfor i gode hænder for gården. Naturen bliver nydt, og huset passet – alt sammen i Hanstedgaards ånd.

Farvel til skøjtebanen i Horsens: ”Børnebørnene nåede ikke at blive en del af traditionen”

Ski, kælk og skøjter er normalt aktiviteter forbundet med julen, men i Horsens må man igen i år undvære skøjtebanen på Rådhustorvet.

Af Victoria Hestehauge

Rådhustorvet i Horsens hvor den velbesøgte skøjtebane plejede at blive opført. Foto: Victoria Hestehauge

Siden 2021, hvor den kommunale skøjtebane senest blev oprettet i Horsens, har horsensianerne måtte udenbys for at skøjte. Ifølge en artikel fra Horsens Folkeblad, er skøjtebanen på Rådhuspladsen ikke blevet genopført på grund af benspænd fra coronapandemien, energibesparelser og ændringer i miljølovgivningen som gør kølemidlet til skøjtebaneanlæg ulovlig.

Skuffede borgere

Skøjtebanen har dermed ikke været en del af bybilledet i tre år, hvilket skuffer nogle af byens borgere. Fra 71-årige Herdis Damgaard betyder dette, at hende og familien ikke længere kan dyrke deres juletradition, ”I fire år havde vi en tradition, hvor hele familien tog ned og skøjtede. Børnebørnene nåede ikke at blive en del af traditionen”. Herdis er derfor tvunget til at ty til andre aktiviteter. Her siger hun selv, at så må hun i stedet lærer dem at køre på rulleskøjter.

Skøjtebanen fungerede således som samlingspunkt for byens indbyggere, hvor julestemningen var under fuldt blus. Ligesom Herdis Damgaard, er 26-årige Diana Hagensen også skuffet over, at hun ikke længere får mulighed for at dyrke julen gennem skøjtning med sine to døtre på 11 og 9 år.

”Min familie og jeg har benyttet skøjtebanen rigtig meget, og det er en mangel for os, at vi ikke længere kan hygge os på den måde”.

Andre muligheder

Selvom det nu er slut med skøjtebanen på rådhuspladsen, fik Horsensianerne dog alligevel lokal mulighed for at skøjte sidste år, da søerne i Bygholm park frøs til is. Denne skøjtebane er dog i højere grad afhængig af vejrforholdende, og man har selv ansvar for at sikre sig, at isen er tyk nok. Derudover er der I øvrigt ikke mulighed for udlejning af skøjter her. Hvis man alligevel ikke er så meget for at lave piruetter på isen, tilbyder Horsens heldigvis en masse andre aktiviter, arrangementer og julemarkeder, hvor man fælles fejrer julen.

Generel præstemangel stresser ikke søgende menighed

Danmark har de seneste år været i præstemangel, især i de mindre byer. De tal er ikke blevet bedre, viser en rapport fra 2024, lavet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Dog er Anders Frank, præst ved Brædstrup sogn i udkanten af Horsens Kommune, ikke nervøs for at finde sin nye kollega hurtigt.

Af Jakob Holm

Anders Frank til ”Match-dag, på Godsbanen i Aarhus, hvor han talte med de nyuddannede præster. (Foto: Klaus Nielsen,  fra ”Grædstrup og Sønder Vissing” Facebookside).

I de senere år har Folkekirken stået over for en udfordring, der kun er blevet større: præstemanglen. Rapporten fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter viser, at særligt de mindre byer bruger ekstra lang tid på at tiltrække præster til ledige stillinger, og ofte må slå samme stilling op flere gange.

Landets mindste sogne kæmper med at finde præster, men i Brædstrup Sogn ser de lyst på fremtiden.

Anders Frank, der er præst i Brædstrup Sogn i den nordvestlige del af Horsens Kommune, fortæller om tendensen:

“Det er i bund og grund mærkeligt, for det arbejde, man skal lave i de forskellige kirker, er i udgangspunktet ens. Dog kan andre faktorer spille ind, såsom hvorvidt ens ægtefælle kan få job, og hvor ens børn kan gå i skole.”

Ida Dige Marqvorsen, der færdiggør sin bachelor i teologi til sommer, og selv overvejer jobbet som præst, mener også, at de unge, nyuddannede præster afprøver muligheder andre steder, fordi jobsikkerheden er så god efter uddannelsen:

“Jeg kan sagtens forstille mig, at nogle bliver mere kræsne omkring deres muligheder. Det tager noget pres fra en, at man altid kan ´falde tilbage´ på at blive præst, når der er så god mulighed for arbejde bagefter”.

“Det er hele lokalsamfundet, man siger ja til”

Selvom der er modstridende tal, er Anders Frank fortrøstningsfuld om at finde en ny kollega, så snart ansættelsesfristen er gået. Det er han blandt andet, efter at han i starten af november, var til “match-dag” i Aarhus, hvor han talte med en masse nyuddannede præster om stillingen i nabosognet, og hvor han var overvældet over den store interesse:

“Vi ligger geografisk rigtigt godt, selvom vi er et mindre landsogn. Vi har hverken langt til Silkeborg eller Horsens, og så kan man også fint komme til Aarhus.”

Ida Dige Marqvorsen synes, at tanken om at rykke væk fra hverdagen i storbyen, kan virke skræmmende:

“Generelt vil flere og flere unge gerne bo i større byer. Og når man jo kun kan læse uddannelsen i større byer i, så får man jo skabt sig en hverdag og et netværk derinde, som kan virke angstprovokerende at flytte fra.”

Men det med at vælge lokalsamfundet til, mener Anders Frank også er en del af pakken:

“Det er jo ikke bare en kirke man siger ja til, det er faktisk hele lokalsamfundet, som er en del af jobbet.”

Om Anders Frank havde god grund til at have ro i maven, og han finder en ny kollega, finder han og resten af pastoratet ud d. 26. januar, hvor de har deres ansættelsessamtaler.