Mediehuset JFM har skulle spare for andet år i streg. Hos Horsens Folkeblad har det betydet nedlægningen af to stillinger. Chefredaktør Lene Vestergaard kigger mod fremtiden i en presset branche.

Af Magnus Reinhold Haahr

JFM, tidligere Jysk-Fynske Medier, skal forbedre økonomien med 150 millioner kroner de kommende tre år, og dette har resulteret i den anden sparerunde inden for et år. Mediehuset, der ejer samtlige lokal- og regionalaviser, har sparet 77 stillinger væk på lidt over et år, og to af dem har ramt Horsens Folkeblad. Lokalaviserne er i gang med at skifte ham og udvikle sig til noget nyt. Lene Vestergaard, der er chefredaktør på Horsens Folkeblad, står ved roret, der skal styre Folkebladet sikkert i havn.

”Den nye generation kommer aldrig til at holde printaviser. De vil få deres nyheder på en anden måde. Det er den transformation, som vi er midt i. Man kan bare ikke hente den samme indtjening på digitale nyheder, som man kan på printnyheder.”, fortæller Lene Vestergaard.

Stemningen på redaktionen er dog ikke vemodig, trods afskedigelser. Lene Vestergaard forklarer, at når man skal ”sige farvel til gode kollegaer”, kommer der altid til at være en vis modløshed. Der kigges mod den usikre fremtid med håb og en lyst til at transformere.

”Det er et livsvilkår for alle journalister i dagbladets verden. Vi kan se på alle de andre medier, de har det nøjagtigt lige så svært som os. Faktisk så tror vi på, at vi er ved at have fundet nogle håndtag, som virker.”, forklarer Lene Vestergaard.

Kommer der flere sparerunder?

Lokalavisernes skæbne ligger i hænderne på JFM, og det er ikke kun Horsens Folkeblad, der har måtte lade medarbejdere gå planken ud. I alt er der mindst 20 stillinger, der er blevet nedlagt i 2024. Blandt de hårdest ramte er JydskeVestkysten. Her er der blevet nedlagt seks stillinger, hvoriblandt tre medarbejdere er blevet fyret.

Connie Bøgwad Schmidt, der er tillidsrepræsentant ved JydskeVestkysten, sætter ord på stemningen på deres redaktion i en udtalelse til Journalisten.

“Jeg har sjældent oplevet så stor modløshed, men det hænger nok også sammen med, at ledelsen bestemt ikke lægger skjul på, at der kommer flere runder.”

Spørgsmålet er, om lokalaviserne kan undgå at kæntre i internettets hav af clickbait og alternative medier. Det Nordjyske Mediehus, der blandt andet ejer aviserne Nordjyske og Læsøposten, annoncerede tidligere i år, at de ville udfase deres e- og papiravis inden 2027 i et forsøg på at imødekomme en mere digital fremtid.

”Det har været vanskeligere for os end forventet at omsætte interessen for lokaljournalistikken i en tilfredsstillende abonnementsøkonomi” fortalte Århus Stiftstidendes chefredaktør, Jan Schouby, Mediawatch i led med besparelserne sidste år.

Lokalavisens eksistensberettigelse

Denne udvikling bekymrer dog ikke Lene Vestergaard, der virker optimistisk omkring Horsens Folkeblads fremtid. Hun anerkender, at der er udfordringer, men at lokalaviserne kan noget særligt, som mainstream aviser ikke kan.

”Der er ikke nogen, der laver det, vi gør, og der kommer ikke nogen og erstatter os, hvis ikke vi er her. Det handler om samlingskraft. Vi er meget tæt på vores læsere. Der er jo kontant afregning, hvis vi skriver noget, der er forkert eller hvis vi glemmer noget, som de synes er vigtigt.”

”Vi skal være fair, vi skal interessere os for vores lokalsamfund, vi skal holde af det. Derfor kan man godt gå til det både kritisk og konstruktivt, men også kærligt.”

Om der kommer flere besparelser eller ej, er Lene Vestergaard mere optimistisk omkring, end hun var for fem år siden. Hun mener, at branchens helbred er i bedring, og at Folkebladet er på rette vej.

”Jeg tror på vores fremtid. Jeg var mere i tvivl for 5 år siden, men jeg er sikker på, at vi har en fremtid. Og uanset hvor langt du går tilbage i historien, så er der altid brug for lokale nyheder.”

Tiden vil vise, om Horsens Folkeblad er et skib på kurs mod et isbjerg, eller som Lene mener, et skib på vej mod nye kyster. ”I den her verden, der er man ikke omstillingsparat. Der er man omstillingserfaren.” siger hun.

Et langt liv er ikke nødvendigvis garant for en fyldestgørende social tilværelse, når arbejdslivet lakker mod enden. Aktivitetscentre i Horsens Kommune skaber sociale rammer for ældre borgere, der ønsker at være en del af fællesskaber for ligesindede.

Af Emil Mogensen

På trods af, at mange ældre borgere i Danmark lever et sundt og socialt liv, så er der fortsat mange ældre, der oplever ensomhed. Det fremgår af rapporten ‘Ældres sundhed og trivsel’ fra 2023, som er udarbejdet og udgivet af Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed.

Andelen af ældre med tegn på ensomhed er stødt stigende med alderen. Det fremgår af tal fra en undersøgelse fra 2021, som indgår i rapporten ‘Ældres sundhed og trivsel’.

Undersøgelsen viser, at 5,8 % af de adspurgte mænd fra 65-74 år har tegn på ensomhed, mens tallet stiger til 10,3 % for mænd fra 85 år og op opefter. For kvinder i tilsvarende aldersgrupper er tallene henholdsvis 9,1 % og 17,2 %.

Ifølge Mia Vestergaard Knudsen er der også en klar grund til, at størstedelen af de ældre, der benytter aktivitetscentrene, er kvinder:

“Der er lavet undersøgelser på, at enlige mænd har sværere ved at tage initiativ til at komme op ad sofaen, end kvinder har. Kvinder har et større socialt behov, tror jeg. Det er tit kvinderne, der kommer først ud af starthullerne. Men vi har også mandehold, hvor vi fokuserer på mændene. Så får de nogle sild og noget snaps.”

For mere end ti år siden kæmpede en gruppe borgere i Horsens Kommune mod opsætningen af et vedvarende energianlæg ved Borupgård. Dengang lykkedes det gruppen at få standset projektet. Nu er et lignende projekt i samme område til vurdering i kommunen. Historien gentager sig selv, og samme konflikt er under opsejling i lokalsamfundet.

Af: Line Nilsson

I det nordlige Horsens bliver et nyt projekt diskuteret blandt lokalbefolkningen. Det drejer sig om projektet Lillerup Vind, som ønsker at opsætte vindmøller og en solcellepark. Projektet har på nuværende tidspunkt fremlagt to scenarier som er til forhandling og vurdering i Horsens Kommune.

Mens de venter på en afgørelse, sidder en gruppe lokalborgere fra Elling og krydser fingre for, at projektet bliver nedlagt. En af dem er 44-årige førtidspensionist Gry Lund Drewsen, som for 12 år siden også kæmpede imod VE-anlægget (vedvarende energi anlæg) ved Borupgård. Hun er frustreret over, at hun nu endnu en gang skal tage kampen op.

“Jeg synes, det er mærkeligt, når vi nu flere gange har sagt nej, at de så bliver ved med at prøve. Det giver ingen mening. Vi har allerede skullet kæmpe og betale kassen for advokater”, siger Gry Lund Drewsen.

Det, som Gry Lund Drewsen og hendes naboer ønsker at anfægte, er i høj grad placeringen af VE-anlægget.

“Jeg har faktisk intet imod vindmøller, jeg synes bare, at de skal stå på havet, og at de skal smide solceller på de i forvejen grimme industribygningers tage. Jeg synes simpelthen at vi bor så naturskønt. Det giver ingen mening for mig, at vi skal plastres til med vindmøller”, fortæller Gry Lund Drewsen.

”Vi risikerer at blive stavnsbåndet”

Hvis projektet ender med at blive vedtaget, vil Lillerup Vind kunne udføre et af deres to scenarier, som enten vil være en etablering af tre vindmøller eller etableringen af tre vindmøller og en solcellepark på ca. 18 hektar. Vindmøllerne vil ifølge Lillerup Vind kunne generere strøm, der kan dække ca. 8.500 husstandes gennemsnitlige forbrug.

Udover vedvarende energi vil projektet også kunne generere økonomiske midler til lokalsamfundet. Efter Folketingets vedtagelse af VE-loven, som har til formål at fremme vedvarende energi, blev det også bestemt at kommuner skal oprette en Grøn pulje. Det betyder, at selskaber og opstillere af bl.a. vindmøller bliver pålagt at indbetale et beløb til denne pulje. Hensigten er at foreninger i den pågældende kommune, lokalsamfundet og naboer til VE-anlæg kan ansøge om pengene fra puljen til lokale formål.

Det lyder jo umiddelbart som en perlerække af fordele. Men hvis man spørger Gry Lund Drewsen, så er det ikke blot et spørgsmål om økonomiske fordele.

”Vi føler egentlig ikke rigtig at vi bliver hørt. Vi bliver forsøgt affejet. Man kan ikke gøre livskvalitet op i kroner og øre”

Lillerup Vinds VE-anlæg er sat i værk for at skabe bedre udsigter til fremtiden. Men for Gry Lund Drewsen og hendes naboer skaber projektet flere bekymringer for fremtiden end forhåbninger.

“Vi føler jo, at vores område bliver set som mindre værd, end alle andre områder. Vi risikerer at blive stavnsbundne, fordi hvem kan sælge en ejendom, som muligvis bliver belemret med skyggekast fra en vindmølle?”, spørger Gry Lund Drewsen retorisk.

Vendt på en tallerken

Tilbage i 2012 var det opsætningen af vindmøller ved Borupgård, der var det omdiskuterede projekt. Dengang ønskede 52-årige Lina Riis Husballe, som bor i det nordlige Gedved med udsigt til Borupgård, at få nedlagt projektet.

“Jeg har tidligere været voldsomt modstander af vindmølleprojekter, og været med til at skrive under på underskriftsindsamlinger”, fortæller Lina Riis Husballe.

Men hun har dog siden 2012 vendt 180 grader og støtter nu vindmølleprojekter i Horsens Kommune.

“Efterhånden som klimadebatten bliver så vigtig, så har jeg faktisk skiftet mening. Jeg synes ikke, vi kan blive ved med at være modstandere bare fordi det lander i vores baghave.”

Spørgsmålet om ansvar i forhold til klimaforandringerne vejer tungt på Lina Riis Husballes skuldre og hun mener, at hvis vi skal nå i mål med klima-ambitionerne, så må vi alle bidrage på hver vores måde.

“Jeg kommer til at kunne kigge lige ud på en solcellepark, men det generer mig ikke spor. Jeg er faktisk nået dertil, hvor jeg ikke længere synes, at det er grimt, men i stedet kan se det som et bevis på, at der rent faktisk sker noget ved den grønne omstilling”, siger Lina Riis Husballe.

Dialog skaber bro

Uenigheden blandt beboerne i området er ikke en hemmelighed, og det medfører også, at folk forholder sig debatten på forskellige måder.

“Vi er ca. 30 huse her i lokalområdet, og vi er da bestemt ikke enige alle sammen. Vi er et lille samfund, og jeg oplever at folk holder lidt tæt med deres holdninger, fordi de ikke ønsker at blive uvenner med folk”, forklarer Gry Lund Drewsen.

Selvom der er delte meninger i det lille lokalsamfund, så er der på begge sider af problematikken stadig respekt og forståelse for den modstridige holdning.

“Jeg har talt med nogle naboer, som er modstandere af projekterne, og vi kan godt have en fin dialog omkring det, og se det fra forskellige synspunkter”, fortæller Lina Riis Husballe.

Ligeledes ønsker Gry Lund Drewsen også at kunne tale om tingene, og hun forstår godt, at det ikke er alle, der deler hendes synspunkter.

“Jeg synes jo at alle folk, må mene lige præcis det de vil, det er jo også i dialogen, at vi bliver klogere på hinanden, og kan lytte og diskutere på et ordentligt niveau”, siger Gry Lund Drewsen.

Intet er afgjort

Om Lina Riis Husballe, Gry Lund Drewsen og resten af borgerne i Gedved, Elling og Sattrup i fremtiden vil have udsigt til vindmøller og solceller i området omkring Lillerupvej, må tiden vise. Beslutningen ligger nemlig på kommunens og politikernes bord, og en afgørelse i sagen forventes først at falde tidligst i løbet af 2025.

Lillerup Vind har løbende været i dialog med borgerne, og afholdt informationsmøder hvor borgerne har kunnet stille spørgsmål og udtrykke deres holdning til projektet.

Næste informationsmøde bliver afholdt d. 21. januar næste år, og her håber Gry Lund Drewsen, at borgerne vil kunne opnå det samme resultat som i 2012.

“Jeg håber jo, at projektet bliver lagt ned, og at vi kan stå sammen i lokalsamfundet. Men hvis det alligevel bliver ført igennem, kan jeg jo kun håbe, at det bliver til så lidt gene som muligt.”

Lina Riis Husballe står dog med fødderne plantet i en helt anden grøft, og ser at dette projekt kan være et skridt i den grønne retning.

“Vi kan ikke blive ved med kun at snakke om klimaforandringerne, og brokke os over dem, vi må erkende at vi må gøre noget, for vi skal have reddet den her jord.”

Ski, kælk og skøjter er normalt aktiviteter forbundet med julen, men i Horsens må man igen i år undvære skøjtebanen på Rådhustorvet.

Af Victoria Hestehauge

Siden 2021, hvor den kommunale skøjtebane senest blev oprettet i Horsens, har horsensianerne måtte udenbys for at skøjte. Ifølge en artikel fra Horsens Folkeblad, er skøjtebanen på Rådhuspladsen ikke blevet genopført på grund af benspænd fra coronapandemien, energibesparelser og ændringer i miljølovgivningen som gør kølemidlet til skøjtebaneanlæg ulovlig.

Skuffede borgere

Skøjtebanen har dermed ikke været en del af bybilledet i tre år, hvilket skuffer nogle af byens borgere. Fra 71-årige Herdis Damgaard betyder dette, at hende og familien ikke længere kan dyrke deres juletradition, ”I fire år havde vi en tradition, hvor hele familien tog ned og skøjtede. Børnebørnene nåede ikke at blive en del af traditionen”. Herdis er derfor tvunget til at ty til andre aktiviteter. Her siger hun selv, at så må hun i stedet lærer dem at køre på rulleskøjter.

Skøjtebanen fungerede således som samlingspunkt for byens indbyggere, hvor julestemningen var under fuldt blus. Ligesom Herdis Damgaard, er 26-årige Diana Hagensen også skuffet over, at hun ikke længere får mulighed for at dyrke julen gennem skøjtning med sine to døtre på 11 og 9 år.

”Min familie og jeg har benyttet skøjtebanen rigtig meget, og det er en mangel for os, at vi ikke længere kan hygge os på den måde”.

Andre muligheder

Selvom det nu er slut med skøjtebanen på rådhuspladsen, fik Horsensianerne dog alligevel lokal mulighed for at skøjte sidste år, da søerne i Bygholm park frøs til is. Denne skøjtebane er dog i højere grad afhængig af vejrforholdende, og man har selv ansvar for at sikre sig, at isen er tyk nok. Derudover er der I øvrigt ikke mulighed for udlejning af skøjter her. Hvis man alligevel ikke er så meget for at lave piruetter på isen, tilbyder Horsens heldigvis en masse andre aktiviter, arrangementer og julemarkeder, hvor man fælles fejrer julen.

Danmark har de seneste år været i præstemangel, især i de mindre byer. De tal er ikke blevet bedre, viser en rapport fra 2024, lavet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Dog er Anders Frank, præst ved Brædstrup sogn i udkanten af Horsens Kommune, ikke nervøs for at finde sin nye kollega hurtigt.

Af Jakob Holm

I de senere år har Folkekirken stået over for en udfordring, der kun er blevet større: præstemanglen. Rapporten fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter viser, at særligt de mindre byer bruger ekstra lang tid på at tiltrække præster til ledige stillinger, og ofte må slå samme stilling op flere gange.

Landets mindste sogne kæmper med at finde præster, men i Brædstrup Sogn ser de lyst på fremtiden.

Anders Frank, der er præst i Brædstrup Sogn i den nordvestlige del af Horsens Kommune, fortæller om tendensen:

“Det er i bund og grund mærkeligt, for det arbejde, man skal lave i de forskellige kirker, er i udgangspunktet ens. Dog kan andre faktorer spille ind, såsom hvorvidt ens ægtefælle kan få job, og hvor ens børn kan gå i skole.”

Ida Dige Marqvorsen, der færdiggør sin bachelor i teologi til sommer, og selv overvejer jobbet som præst, mener også, at de unge, nyuddannede præster afprøver muligheder andre steder, fordi jobsikkerheden er så god efter uddannelsen:

“Jeg kan sagtens forstille mig, at nogle bliver mere kræsne omkring deres muligheder. Det tager noget pres fra en, at man altid kan ´falde tilbage´ på at blive præst, når der er så god mulighed for arbejde bagefter”.

“Det er hele lokalsamfundet, man siger ja til”

Selvom der er modstridende tal, er Anders Frank fortrøstningsfuld om at finde en ny kollega, så snart ansættelsesfristen er gået. Det er han blandt andet, efter at han i starten af november, var til “match-dag” i Aarhus, hvor han talte med en masse nyuddannede præster om stillingen i nabosognet, og hvor han var overvældet over den store interesse:

“Vi ligger geografisk rigtigt godt, selvom vi er et mindre landsogn. Vi har hverken langt til Silkeborg eller Horsens, og så kan man også fint komme til Aarhus.”

Ida Dige Marqvorsen synes, at tanken om at rykke væk fra hverdagen i storbyen, kan virke skræmmende:

“Generelt vil flere og flere unge gerne bo i større byer. Og når man jo kun kan læse uddannelsen i større byer i, så får man jo skabt sig en hverdag og et netværk derinde, som kan virke angstprovokerende at flytte fra.”

Men det med at vælge lokalsamfundet til, mener Anders Frank også er en del af pakken:

“Det er jo ikke bare en kirke man siger ja til, det er faktisk hele lokalsamfundet, som er en del af jobbet.”

Om Anders Frank havde god grund til at have ro i maven, og han finder en ny kollega, finder han og resten af pastoratet ud d. 26. januar, hvor de har deres ansættelsessamtaler.

Ansøgningerne til julehjælp ser igen i år ud til at slå rekord, og i Østbirk er det ingen undtagelse. Præst Lone Buhl organiserer julehjælp og får stor opbakning fra lokalsamfundet. 

Af: Katrine Skou

Juletiden nærmer sig. Pynten er kommet frem i gader og stræder, julemusikken er så småt begyndt at spille i radioen og småkagerne er kommet på hylderne. Men duften af kanel og pebernødder, er for alle ikke den søde duft af julebag, men tværtimod duften af en hård tid, hvor pengene er små og presset er stort. Det vil præst Lone Buhl fra Østbirk Kirke gøre sit for at lave om på. 

Lone står hvert år for at organisere julehjælp til kirkens sogne. Hun indsamler gode og brugte legesager, gavekort til den lokale Netto og Brugsen, gavekurve og ellers pengedonationer som bliver brugt på gavekort. Lone oplever, at mange fra lokalsamfundet ønsker at bidrage.  

”Julehjælpen er rigtig god for lokalsamfundet, fordi der også er rigtig mange, som hjælper til. Vi er jo på den måde fælles om det. Der er både flere som søger hvert år, men der også mange som giver fast hvert år,” fortæller hun.  

Og en af dem er Claus Sørensen. 

I en god sags tjeneste

Claus Sørensen er en af de mange borgere i Østbirk, som hvert år giver et bidrag til kirkens julehjælp. Han har i fire år doneret 500 kroner i form af gavekort til Brugsen eller Netto, og det gør han på trods af sine få ressourcer. 

”Jeg hjælper, fordi jeg synes det er synd for dem, som ikke har ret meget. Det ikke fordi, jeg selv har ret meget. Jeg har et fleksjob og tjener ikke verdens penge, men mine børn får en julegave og vi får noget at spise. Jeg har det bare svært med ulighed,” fortæller Claus Sørensen. 

Claus fortæller også, at han ikke er specielt troende, men hjælper igennem kirken, fordi han gerne vil støtte op om det arbejde, som Lone gør. 

”Jeg donerer til Lone, fordi jeg ved, at hun deler det hele ud. Hun gør et fantastisk stykke arbejde. Der er ikke en procentdel, som går til administrationen, som jeg kunne forestille mig, der gør ved nogle hjælpeorganisationer,” fortæller Claus. 

Som han nævner, findes der mange organisationer, der ligesom Østbirk Kirke organiserer julehjælp. De oplever også en stor stigning i antallet af ansøgere.

Organisationer kæmper

En af de mange organisationer er Blå Kors. De har i år modtaget 18.600 ansøgninger, hvilket er 174 mere end sidste år og 6.514 mere end i 2022. Det er flere ansøgninger end de på nuværende tidspunkt har mulighed for at hjælpe, fortæller deres generalsekretær til Ritzau.

Mange andre hjælpeorganisationer modtager stadig ansøgninger. En af dem er Røde Kors, som sidste år hjalp 21.000 familier. De forventer at hjælpe mindst lige så mange familier i år, oplyser de på deres Facebook-side. 

Selvom Lone Buhl har oplevet en stigning i antal ansøgere, forventer de stadig at kunne hjælpe alle ansøgere, hun siger, 

”Sidste år modtog vi 20 ansøgninger, og vi kunne hjælpe alle 20. I år har vi indtil videre modtaget lidt over 20, og vi håber at kunne hjælpe alle,” siger Lone.